TNT er klar med en ny luftrute til middelhavsøen Malta, der fremover kobles på selskabets veludbyggede europæiske luftnetværk via Liège og Marseilles.
Transportvirksomheden TNT åbner endnu en ny luftrute i sit europæiske luftnetværk. Denne gang går turen til middelhavsøen Malta, som fremover kobles til TNTs store luftknudepunkt i Liège, Belgien.
Fem gange om ugen flyver TNTs Boeing 737-400 de godt 2.000 km mellem Liège og Maltas internationale lufthavn. Både ud og hjem med stopover i Marseilles. Flyene lander på Malta om morgenen og afgår først om aftenen. Det gør det muligt for TNT at nå at få sene forsendelser til ’next day’ levering i Europa med ombord på flyet.
Tilsammen giver luftruten TNTs kunder en række nye fordele. Herunder kortere transittider for Economy-forsendelser, senere afgangstider for eksportforsendelser og tidligere landing af import til Malta. Endelig øger TNT kapaciteten til og fra Malta, når det handler om større og tungere forsendelser.
”Tilføjelsen af Malta til vores europæiske luftnetværk øger vores fleksibilitet og giver flere valgmuligheder for virksomheder, som sender fragt ud og ind af landet. Samtidig udbygger vi kapaciteten til at vækste TNTs forretning til og fra det sydlige Europa og hele middelhavsområdet”, siger Susanne Vatta, adm. direktør i TNT Danmark.
Malta er hjemsted for flere forskellige industrielle brancher. Herunder elektronik, medicoudstyr og lægemidler. Ifølge IMF er den økonomiske vækst på Malta en af de højeste i Eurozonen og forventes at vokse 3,1% i 2015.
Med ruten til middelhavsøen fortsætter TNT arbejdet med at forbedre og optimere sine services – alt sammen som led i selskabets Outlook strategi. Nyheden om Malta kommer i forlængelse af indførelsen af nye luftruter til Venedig og Tel Aviv samt nye vejforbindelser til Tyrkiet og Balkan.
Yderligere information
Susanne Vatta, adm. dir., TNT Danmark, T: 7938 0500, M: susanne.vatta@tnt.dk
Om TNT
TNT er en af verdens største transportleverandører. Hver dag året rundt leverer TNT tæt på en million fragtleverancer – fra dokumenter og pakker til store godsforsendelser. Selskabet opererer et veludbygget vej- og luftnetværk i Europa, Mellemøsten, Afrika, Asien, Stillehavsregionen og i Nord- og Sydamerika. I 2014 omsatte TNT for €6,68 mia. Besøg TNTs website for mere information: www.tnt.com/corporate.